Flora Danica Kabinettet på Christiansborg åbner for publikum

Efter i mange år at have været lukket land for offentligheden åbner Flora Danica Kabinettet på Christiansborg Slot 24. marts 2012. Her får alle, der besøger De Kongelige Repræsentationslokaler mulighed for at opleve ca. 200 dele af spisestellet. Med sine 1802 dele var det Europas største 1700-talsstel og tilmed et af de fineste. Og på Christiansborg er det ikke kun porcelæn med forglemmigej, violer og andre let fordøjelige blomster, man kan se, nej, her er der også lagt vægt på at præsentere vækster som alger, mosser og snyltesvampe!

Catharina den Stores spisestel?

Flora Danica spisestellet var muligvis tænkt som en gave fra Christian 7. til Catharina den Store af Rusland; den danske konge ville gerne holde sig på god fod med den russiske herskerinde. De første dele blev sat i produktion i 1790 på Den kongelige Porcelainsfabrik. Stellet var dog længe undervejs – den oprindelige produktion stoppede først i 1802 – så zarinaen var død før det nåede at blive sendt af sted. Derfor endte det 1802 dele store stel med at blive i Danmark.

Det hele skulle med

Flora Danica stellet er et sandt barn af oplysningstiden, hvor der var stor interesse for naturen og naturvidenskaben. Stellets motiver blev ikke valgt, fordi de var smukke, men fordi alle plancherne fra det botaniske bogværk Flora Danica skulle gengives – og det i naturlig størrelse. Det gav selvfølgelig nogle praktiske udfordringer at omsætte tegningerne til et spisestel. Nogle gange bliver der trukket i planten for, at den kunne komme helt ud til kanten og fylde fladen bedre ud, andre gang bliver planten presset sammen. Resultatet er sine steder en utrolig symbiose mellem porcelænsform, hank og den gengivelse af planten, der er i bogværket.

Hvordan blev stellet brugt?

Lørdag den 29. januar 1803 blev den del af stellet, der hørte til desserten, indviet til Christian 7.s fødselsdag. Det var hofkonditor Würtz, der havde ansvaret for stellet. Han holdt nøje regnskab med, ved hvilke tafler stellet blev benyttet, og hvad der gik i stykker. Der blev primært dækket op med Flora Danica som dessertstel ved bryllupper, fyrstebesøg og festtafler. På Christian 8.s tid blev stellet brugt ofte og meget gik itu. Ved et enkelt taffel i 1841 blev hele 32 tallerkner smadret!
I dag bruges Flora Danica stellet meget sjældent af Kongehuset. Man vil gerne bevare det for eftertiden, og de mange stykker efterhånden har forskellige små tegn på tidens tand/brug. Sidste gang, Dronning Margrethe lod dække med stellet, var i 1990, da Dronning Ingrid fyldte 80 år.

Flora Danica i dag

Det stel, som man kan købe i dag, er kopieret efter en nyere version af stellet, som den danske Prinsesse Alexandra fik med til England, da hun i 1863 blev gift med den senere Edward 7. Det endte med at blive en langt mere malerisk version, der næsten udelukkende består af blomster i romantiske pasteller. Men samlere har stadigvæk mulighed for at anskaffe sig nyere dele med mærkelige svampe i Royal Copenhagens webshop.

Tre udstillingssteder med Flora Danica

Flora Danica Kabinettet på Christiansborg er ikke det eneste sted i København, hvor man kan opleve Flora Danica stellet. Også på Christian 7.s Palæ, der har åbent om sommeren, og på Rosenborg har man fine Flora Danica-udstillinger. Så har man fået lyst til at opleve mere af det verdenskendte stel, kan man skabe sig sin egen Flora Danica tur.

Yderligere information:

Formidlingskoordinator Mikael Rasmus Nielsen, mir@ses.dk, 3392 7084
Marketingkoordinator Jesper T. Møller, jetho@ses.dk, 3392 6395

Fakta:

Flora Danica Kabinettet på Christiansborg Slot åbner 24. marts 2012, og vil herefter være offentligt tilgængeligt.
Åbent dagligt kl. 10-17 (okt-apr lukket mandag).
Forbehold for lukkedage, når Kongehuset anvender lokalerne.
Christiansborg Slot, De Kgl. Repræsentationslokaler www.christiansborgslot.dk

Entrè: Voksne 70 kr., børn (7-14) 35 kr. (Prisen inkluderer entré til De Kgl. Repræsentationslokaler.)

Det botaniske bogværk Flora Danica om den danske flora udkom i København i årene 1776-1883.
Det oprindelige Flora Danicastel blev produceret på Den kongelige Porcelainsfabrik i årene 1790-1802.


 

Flora Danica
Flora Danica
Flora Danica